Ikke udsigt til nyt formandsopgør i S

Jeg er træt af regeringens selvudnævnte spåkone, Ralf Pittelkow. I stedet for at kommentere den politiske udvikling, forsøger han ihærdigt at påvirke den. Hans seneste spådom om et ledelsesopgør i Socialdemokratiet er ren ønsketænkning fra Velfærdsministerens mand. Han vælger nemlig at overse tre væsentlige forhold i analysen.

Det første forhold er, at kritikken af partiets strategi ikke er møntet direkte på Helle Thorning-Schmidt – tvært imod. Og den er ikke funderet i en fløj, men kommer i høj grad fra Helles eget bagland, som stadig bakker 100 % op om formanden. Det andet forhold er, at der ikke er en kandidat til posten, Mette Frederiksen mangler stadig erfaring, og det er yderst tvivlsom, om hun overhovedet har lyst til at stille op. Pittelkows analyse forudsætter desuden, at vi socialdemokrater ikke har lært af fortiden – men det har vi, og det er det tredje forhold. Vi ved godt, at endnu et formandsopgør vil sende os endnu længere ned i meningsmålingerne og lægge endnu større afstand til regeringsmagten. Det er derfor højst usandsynligt, at Helle Thorning-Schmidt vil blive væltet inden næste valg. Vi ønsker ikke at ende som de konservative. S-ledelsen har også lært af fortiden, og med hjælp fra Helles nye rådgiver, Noa Reddington, er Helle og den øvrige ledelse ved at indse, at logikken: Hvis man indrømmer en fejl har man begået to, ikke holder i længden.

Jeg forudser, at der inden længe vil komme en håndsrækning – ikke til Ritt, men til baglandet. Ledelsen vil signalere åbenhed, lytte til baglandet og arbejde videre med den socialdemokratiske vision, og så vil krisen være afværget. Pittelkow må altså se langt i krystalkugler efter sit ønskescenarium med en fuldstændigt amputeret opposition og frit spil for hans elskede regering.

Ikke mere kæft, trit og retning!

Byen er badet i sol, og hvis man sidder indenfor, kan man næsten snyde sig selv til at tro, det er sommer. Men det er ikke alle steder i København solen skinner. I går åbnede himlen sig og sendte et sandt skybrud i retning af den Socialdemokratiske ledelse. I dag befinder især Helle, Henrik og Morten sig i en ustoppelig silende regn.

Den ulmende utilfredshed i det Socialdemokratiske bagland er brudt ud i lys lue, og den er uigenkaldelig. Hidtil har kritikerne af den Socialdemokratiske strategi fået prædikatet partifjendsk og er med streng lærerinde attitude blevet sendt ud i kulden og så langt væk fra indflydelse som muligt. Med Overborgmesterens lammende kritik af partiledelsens strategi og opfordring til helt åben debat med lanceringen af ”den røde skole” er det nu blevet legalt, og vel nærmest et must, at man som socialdemokrat deltager. Antorini er den første MFer, som har meldt sig under fanerne. Det må partiledelsen også gøre – Hvis ikke den skal ende som en parentes i den socialdemokratiske historie.

Partiledelsen er ikke dum, de bilder sig ikke ind, at det spin, som de så dygtigt fik spundet om, at nederlaget ved valget var en lille sejr, er sandt. De er i gang med en grundig evaluering af valgnederlaget, og formentligt også en ny strategi. Det er ikke det, som er problemet. Problemet er at baglandet, inkl. utilfredse folketingsmedlemmer og borgmestre, overholdt den del af kontrakten med ledelsen op til valget, der gik på, at der skulle være kæft trit og retning, hvis valget skulle vindes. Men ledelsen holdt ikke deres del af kontrakten – Socialdemokraterne tabte regeringsmagten og Helle tabte til Fogh. Hermed blev det åbenlyst, at den største trussel mod en Socialdemokratisk valgsejr ikke er, at baglandet diskuterer partiets politik offentligt. Den største trussel er, at der slet ikke diskuteres og udvikles politik og at baglandet køres ud på et sidespor, uden ejerskab til politik og strategi. Når ledelsen er så egenrådig i forhold til både strategi og politik, må ledelsen også stå alene med ansvaret for nederlaget. Det ansvar har ledelsen ikke taget på sine skuldre – ikke dermed sagt at den skulle gå af, slet ikke. Det krævede stort mod, at ændre strategien, og den virkede også delvist. Helle opfyldte i hvert fald sin del af kontrakten med baglandet. Hun førte en fantastisk flot valgkamp, men nogen må have ansvaret og erkende det også udad til. Baglandet har brug for at vide, at ledelsen er ved at ændre strategien, og at den ønsker en åben debat og politik og retning.

Den største kritik man kan rette mod kritikerne af Socialdemokratiets ledelse er, at der ikke er meget substans, og jeg har med dette indlæg stillet mig i skudlinien for en sådan kritik. Men det handler i bund og grund om, at man som glødende Socialdemokrat gerne vil lyttes til, og det er forudsætningen for, at man overhovedet kan få en reel debat om politikken. Jeg håber derfor inderligt, at partiledelsen tager kritikken fra baglandet alvorligt, så vil kan kommer ud over denne trøstesløse debat, og komme tilbage til substansen. Og det vil jeg gerne love, at der kommer meget mere af på denne blog fremover.

Omsorg på dåse

Skal de værdier som præger industriel produktion overføres til den offentlige sektor?

Mange på centrum-venstrefløjen vil pr. refleks svare nej til det spørgsmål, ikke desto mindre bidrog SR-regeringen i høj grad til dette frem til 2001 og den nuværende regering har fortsat industrialiseringen af omsorgssektoren. Jeg opfatter mig selv som en moderne socialdemokrat, så jeg vil gerne bevæge mig ud over min egen rygmarvsreaktion og se pragmatisk på spørgsmålet. Jeg er med på, at hvis vi kan forbedre kvaliteten og effektiviteten ved at bruge værktøjer fra den private sektor - så skal vi gøre det. Men vi er samtidigt forpligtede til at undersøge, om vores geniale ideer fra 90'erne har den ønskede effekt, eller om de har skabt nye problemer, som vi er nødt til at løse.

Iveren efter at øge effektiviteten i omsorgssektoren har igennem de seneste mange år givet Sosu- hjælpere, assistenter og sygeplejersker et sandt styrt-bad i styringsinstrumenter og krav. Et sammensurium af økonomiske incitamenter, produktivitetskrav, resultat- måling og styring samt kvalitetsstandarder har industrialiseret omsorgen (næsten) til ukendelighed. Det er min tese, at omsorgssektoren har langt større problemer i vente, end den umiddelbare mangel på hænder. Den hurtige løsning på sidstnævnte problem, er at give disse grupper et generelt lønløft. Men det nytter som bekendt ikke at sætte et plaster på et åbent benbrud – der er behov for et helt nyt syn på omsorgsarbejdet, hvis vi vil bevare omsorgen i omsorgssektoren. Der er ingen tvivl om, at en højere løn til disse grupper er både tiltrængt og nødvendigt, men selv med et lønløft vil sektoren stadig ikke kunne konkurrere med de private lønninger, så den offentlige sektor må altså kunne tilbyde noget andet, hvis den skal tiltrække arbejdskraft.

Hvorfor vælger man at tage en uddannelse og arbejde indenfor omsorgssektoren? Det gør man, fordi man gerne vil hjælpe andre mennesker. En undersøgelse af hvad der motiverer hjemmehjælpere viser, at omkring 80 % motiveres af at hjælpe den ældre og kun 14 % motiveres af deres løn. Andre undersøgelser viser, at omsorgsmedarbejdere arbejder mere end de får løn for. Altså når hjemmehjælperen er ude hos Fru Jensen, så yder han/hun en langt bedre service, end den Fru Jensen har krav på, fordi han/hun tager udgangspunkt i den ældres behov, og ikke som mange af styringsinstrumenterne foreskriver – at yde en ens indsats med høj produktivitet. Det er denne indsats – hvor man fx tager en kop kaffe og en snak med Fru Jensen fordi hun er ensom eller vasker hendes køleskab på bekostning af gulv vask – som regeringen mfl. tilsyneladende tror de kan konverterer til større effektivitet. Det kan man ikke. Effektivitet betyder jo, at man øger produktiviteten uden at reducere kvaliteten. Men kvaliteten for den ældre er jo netop, at pleje og omsorg følges ad, og at der tages udgangspunkt i det aktuelle behov. Når man tvinger hjemmehjælperen til at yde en ensartet pleje uden mulighed for at tage udgangspunkt i det aktuelle behov og uden tid og rum til omsorg, vil hjemmehjælperen miste det der oprindeligt motiverede i arbejdet – at hjælpe den ældre. Det kan have alvorlige konsekvenser. Hjemmehjælperen siger op, fordi hans/hendes engagement ikke anerkendes, og fordi jobbet ligner mere samlebåndsarbejde end omsorg – og det betales altså langt bedre på en privat virksomhed. Eller hjemmehjælperen bliver i jobbet, men opgiver at yde reel omsorg og derfor forsvinder den ekstra indsats også. Den manglende anerkendelse vil medføre en arbejdskultur, hvor det handler om at yde så lidt som muligt, og medmenneskeligheden forsvinder, som vi har set flere eksempler på i medierne fx Fælledgården. Dette vil øge behovet for styring og kontrol, hvilket medfører flere omkostninger. Det er derfor meget tvivlsomt, om man på længere sigt vil få den øgede produktivitet, som man fra politisk side ønsker.

Der er ingen tvivl om, at styring er nødvendig, hvis man vil sikre effektiviteten, men det er vigtigt, at styringsinstrumenterne ikke skader motivationen hos medarbejderne. Man kan godt anvende resultatmål, som er rettet mod de målbare mål eller indfører minimumsstandarder for plejen, hvis disse anerkendes som væsentlige af hjemmehjælpere og ledere. Det vigtigste er, at de bidrager at ”at møde borgerens aktuelle og reelle behov på en effektiv måde”. Hjælpen kan udføres mere effektivt, hvis det aktuelle og reelle behov i højere grad bliver afklaret af den enkelte hjemmehjælper sammen med Fru Jensen. Hermed kan hjemmehjælperen udfører sit arbejde, hvor der er behov i stedet for efter rigide tidsafgrænsninger. Man kan indføre minimumsstandarder og mål for, hvor mange opgaver hjemmehjælperen skal løse på en dag. Der vil således være større frihed til at disponerer tiden samtidigt med, at produktiviteten fastholdes. Samtidigt skal omsorgsdelen af arbejdet understøttes og anerkendes af forvaltningsniveauet, det politiske niveau og gennem uddannelserne.

Rygmarvsreaktion eller ej, så virker styringsinstrumenter forskelligt forskellige steder og kan derfor ikke overføres direkte fra den private til den offentlige sektor. Der følger nemlig værdier med, som ikke er hensigtsmæssige. Værdierne i omsorgssektoren er netop det, der gør det umulige muligt - at yde en effektiv service af høj kvalitet - selvom lønnen ikke er konkurrencedygtig.

Med hoved på bloggen

Hvorfor egentlig blogge? Jeg er selv (rimeligt) ivrig blog læser, og synes det er et fantastisk koncept. Derfor har jeg længe overvejet at lave min egen blog. Men meget har holdt mig tilbage – er det ikke lidt indbildsk at tro, at nogen virkelig interesserer sig for, hvad jeg mener om alverdens ting og sager? Har man tid til at opdaterer den ofte nok til, at folk gider læse den? Hvordan vil jeg tackle det, hvis der nu ikke er nogen, der gider læse den? Hvis jeg skriver om det, jeg synes er spændende, udleverer jeg så mig selv for meget? Og alle mulige andre spørgsmål og forbehold har været oppe og vende inden denne blog fik liv d. 25. december 2007. Og jeg er stadig ikke sikker. Men det der driver mig i alt andet i mit liv, har også drevet mig til at oprette denne blog -i trods. At overskride grænsen for, hvad jeg selv tror, jeg kan. Det gælder især, når jeg har en snærende fornemmelse af, at grunden til jeg ikke tror jeg kan, er fordi jeg er kvinde. Mænd har helt sikkert også forbehold, inden de laver en blog – men af en eller anden grund gør de det alligevel – så det gør jeg også – bare for at bevise jeg kan og tør sætte mig selv og mine meninger på spil.